Gå til indhold
Den udfordrende tilgivelse

Den udfordrende tilgivelse

Budskabet om nåde og tilgivelse giver os allesammen en udfordring: Har vi taget imod Guds tilgivelse og ladet taknemligheden til Gud forvandle vores liv, så må vi også tilgive andre mennesker omkring os, såfremt de skylder os en klat. Og når det kniber med det, må vi hente styrke fra Gud til at kunne tilgive af hele hjertet.

Hvilken sommer – hvilken høsttid.

En sommer har her i august fremvist skønne dage med høj sol og høje temperaturer. Så kom vi til vandet – andre kom ud i haven for at nyde dagene.

Høsten er i højeste gear. Mejetærskere kører i alle de timer, hvor duggen ikke sinker processen. Tusinder af ton med korn og andre afgrøder køres hjem af traktorer, spændt for kæmpe vogne med brede, store hjul. Det går stærkt, gør det.

Selv føler jeg en rislen ned ad ryggen når jeg betragter disse høstmaskiner og høstarbejdere, der knap under sig nattesøvn – fordi, nu er høsten moden, og nu kan og skal markerne høstes.

Min drengetid med høstbindere og neg er en svunden epoke, men når månen står hel- eller halvfuld ved 21-22 tiden i mørkningen – så mindes jeg de mange timer med høsten i mit hjem og med aftenarbejde og hjemkørsel med læs efter læs – – jo, fordi der blev varslet om regn inden mange dage. Så- liggende på ryggen på et højt vognlæs med neg – duvede jeg hjemad med sidste læs, medens månen forbavset og smilende så til.

Taknemligheden lyste ud af fars og mors ansigter – sammen med trætheden – og små klap på kinden og et kys midt på munden kunne der også blive til. Nu var høsten jo snart i hus. Taknemligheden lyste i deres ansigter – og fortrængte trætheden. Jo, Guds velsignelse var mærkbar til stede.

Om at forstå nåde- og lade sig forvandle af Jesus

De sidste søndage her i august har vi talt en del om nåde og om kærlighed. Selv talte jeg 16. aug. ud fra Matt. 18,21-35 – om kongen, der bad sine embedsmænd aflægge regnskab. Den første skyldte omkring halvanden million – og kongen dømte ham til slaveri med hele familien og forlangte samtidig, at hans ejendom skulle beslaglægges, indtil hele gælden var betalt.

Den nu afslørede, gældstyngede embedsmand faldt på knæ og bad om henstand og tid til at få slæbt de mange penge sammen, – men – helt uforskyldt – overraskende, sagde kongen: Jeg eftergiver dig din gæld – du kan gå frit. Det var nåde. Længe havde embedsmanden skjult underskuddet, men nu altså afsløret – og -han erkendte forholdet, – erkendte gælden.

Een ting mere: trods ringe chancer, ydmygede han sig over for kongen og alle tilstedeværende, erkendt gælden, men bad så mindelig om henstand og tid til at få betalt gælden. Det kaldes i almindelig tale for ‘omvendelse’. Og at han fik mere end han fortjente og at han fik mere end han bad om, – ja, det er et vidunderlig billede på Guds kærlighed og nåde.

Jamen, så er alt vel godt. Ja og nej. For efterspillet kunne have været så smukt, men, nej – den blev umådelig trist og tragisk.

Tilgivet, frikendt, men fortsat utilgivende

Den nu frikendte og gældfrie mand er på vej hjem og møder en kollega, som skylder ham et par tusinder kroner. Den frikendte mødte kollegaen med ordene: “Betal hvad du skylder mig, ellers får jeg dig i fængsel.” Kollegaen gik også til bekendelse og bad også om henstand og tid til at betale – men nej, sandelig om ikke den frikendte, tilgivne embedsmand nægtede at vise barmhjertighed over for denne kollega, der skyldte ham så lidt. Og så måtte kollegaen i gældsfængsel.

Da kongen hørte om dette gennem andre embedsmænd, der overværede situationen, blev han så vred, at han tilkaldte den utilgivende mand, som selv havde fået eftergivet en kæmpegæld, og nu ikke ville eftergive en kollega, der skyldte ham en klatskilling: “Din onskabsfulde slyngel. – her eftergav jeg dig hele din milliongæld – og det bare fordi du bad mig om det. Burde du så ikke vise andre lidt medfølelse”?

Og kongen sendte ham i fængsel med beskeden: “Der skal du blive, til du har indbetalt din gæld til mig – basta”

“Sådan vil min himmelske Far også gøre med jer, hvis I ikke tilgiver hinanden af hele jeres hjerter”, sluttede Jesus lignelsen.

Engelsk Message: “…who doesn’t forgive unconditionally anyone, who asks for mercy.”

Vi må løbende arbejde med vore hjerter, ellers bedrager vi os selv

Det store spørgsmål er: Har vi erkendt os overfor Gud som denne første embedsmand i lignelsen. Hvis vi ikke kan se, at vi har behov for Guds tilgivelse, – ja, så fortæller vi Gud og mennesker omkring os, at vi afviser Guds hilsen til os, og at vi tror, vi selv kan mestre livet uden Guds forsoning med os gennem Jesu gerning, død på korset i vores sted. Og bibelens ord i Johs. ev. 3, 16 er klar og tydelig: Således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Den, som så afviser troen på Guds forsoning, må så gå sin fortabelse i møde. At sige noget andet vil være at skabe sit eget, hjemmelavede religiøse system – og det holder ikke. Gud gør det klart for os, at han elsker os, trods vor oprør, at han har forsonet sig med os ved at lade den rene, skyldfri Jesus – bære straffen for vores skyld og dermed frikende os.

Men når vi så bliver klar over, hvad Gud siger, og så enten er ligeglade – eller – handler som den første embedsmand, ja, så kommer resultatet også på den yderste dag:  “Du skal betale hele din gæld!”

Fortabelsen er ikke ‘afskaffet’

“Sådan vil jeres himmelske fader også gøre med jer, hvis I ikke tilgiver hinanden af hele jeres hjerter”. – Hvordan gøre? Jo, lade os fortsætte den gældstyngede vej – og ende i fortabelsen – en evighed uden Gud og uden Guds kærlighed.

Fra at høre til at gøre

Det giver os allesammen en udfordring: Har vi omvendt os fra vores skyld, – har vi taget imod Guds frelse ved tro på Jesus – og har vi efterfølgende ladet taknemligheden til Gud forvandle vores liv, så vi straks kan tilgive andre mennesker omkring os, såfremt de skylder os en klat. Og når det kniber med at tilgive, kæmper vi da for at hente styrke fra Gud til at kunne tilgive?

Med andre ord: Vores liv må forvandles ved at lytte til Jesu undervisning og ved efterfølgende at handle ud fra taknemligheden til Gud – hver gang vi møder et medmenneske.

Vi bliver tilbudt en så stor tilgivelse, at det må føre til et taknemligt sind og en eftergivende livsstil. Når dette sker i os, da er Guds nåde i gang med forvandlingen – så vi som ivrige disciple af Jesus – vil kæmpe for at elske og tilgive.

Selv løb jeg ind i en situation, hvor jeg i den grad følte mig ramt og uretfærdigt behandlet. Det slog hård ned på mit liv og min tjeneste. Øjeblikkelig var Helligånden der: Søren, du må tilgive. Mit hjerte erkendte, at jeg selv var tilgivet meget og mit hjerte ville gerne tilgive min næste, men i mine tanker var der kamp. Jeg begyndte da at bede og velsigne dem, som var årsagen til min smerte. Følelserne var ikke helt med, men i lydighed mod Kristus og mod hans store offer for mig, vidst jeg, at jeg måtte kæmpe her. Så jeg fortsatte med at bede og velsigne og mit hjerte blev blødt og modtagelig, så jeg efterhånden kunne velsigne, ikke kun af vilje og lydighed, men nu også af kærlighed og tillid til Gud. Situationen blev løst op – og velsignelse kunne igen strømme mellem mig og de pågældende. Pris ske Gud.

Nu går rejsen mod Nepal. Bibelskolen, som kirkecenteret bærer med 54.000,- kr hvert år, er revnet, og vi skal se på muligheder for at bygge en bibelskole. Vi rejser ud til landsbyer og ser, hvad nytte den første hjælp har udrettet, og vi skal afklare, hvilke udfordringer, vi kan tage med os hjem. Tak, om I vil huske Knud Erik og jeg i forbøn.

Husk også hinanden – og husk Mogens Nissen, der fortsat er udstationeret og assisterer jagerpiloterne i Mellemøsten.

Kærligst

Søren