Gå til indhold
Når alle bærer med kan vi nå langt – selv til fjerne egne

Når alle bærer med kan vi nå langt – selv til fjerne egne

En skøn sommer, med våd august og solfyldt september bevæger sig nu ind i efterårets farver. Et utroligt skønt syn. Vejle får snart eet af sine 'vartegn' til at lyse. Jeg tænker her på Bølgen, hvis 3., 4., og 5. bølge nu er bygget op i struktur og kan ses. For hver uge nye facetter - og en dag - voila - så står den der.

En tur til Nepal i august gav et mægtigt indtryk at Guds nåde og barmhjertighed. Tænk, at den bibelskole, GBS-Grace Bible School, som Kirkecenteret nu har båret økonomisk siden 2005 – kunne samle 300 pastorer og ledere – fra 85 nyplantede menigheder og med tilkommende kirker, der gerne vil være med i vores nye kirkenetværk GPC-N (Global Church Planting of Nepal).

Kære søskende, kære donorer i mission, kære tiendeydere. I har med jeres økonomiske midler ikke alene støttet og båret kirkecenteret i Vejle, men I har båret økonomien for en bibelskole under ledelse af Purnima og Raj Kumar, som sammen med en række, dygtige lærere og medarbejdere har formået at så, plante over 80 menigheder og vækste en kirke, hvis omfang og antal kan matche hele Apostolsk Kirke i Danmark.

Hertil bærer I menighedsplantninger i Rumænien, på Sri Lanka, samt nu et nyt projekt i Moldova, hos Pilgrim Int. v/ Charlotte og Johannes Pedersen.  God hjulpet af AKM-U, altså Apostolsk Kirkes Mission’s Udviklingsafdeling – v/ Anitha Tind -søger vi nu sammen  projektpenge hos DMR-U – for at skabe et forebyggelsesprojekt over 2 år, der vil forsøge at nå op til 40 unge piger, der er i højrisikogruppe for at ende i traficking’s ækle statistik over ødelagte liv. – Et fantastisk projekt er under udarbejdelse og udsigterne for at få midler er ret store.  Under mit besøg her i uge 42 og 43 i Rumænien og i Moldova vil jeg yderligere kunne styrke og udbygge projektarbejdet.  Vi besøger dem på AKO tur 85 (18.-28. oktober) planlagt til at være i Moldova lørdag d. 22. okt. – Bed for dem derude og for os, der er på tur.

Unge trænes og lokalområdet nås

Herhjemme i kirken har vi nu tre unge på Apostolsk Kirkes Bibelskole i Kolding. De to af dem er samtidig i praktik her i kirken, og vil være at se 3 af 4 søndage samt tirsdag aftener.

Hertil har vores dygtige ungdomsledere og præsteaspiranter, Anne-Mette og Sebastian nu opstartet endnu et hold unge lederspirer i programmet ”Follow in Fellowship”. Over 20 unge er med – heraf 6 fra menigheden i Vejle.  Endelig sender vores ungdomsforening, AKBU Vejle, 13 medarbejdere på dette års BMK- børnemedarbejderkonference over en weekend her i november.

Kirkecenterets Lederteam (LT), har set det vigtigt at bevilge støtte til disse unge og deres uddannelse. Vi anser dette for at være en god investering. Vi tror på, at det er vigtigt at uddanne og udruste på alle niveauer.

TAK for jeres iver for at bære med i tiende og gaver. Rigtig, rigtig mange bærer med og giver faste beløb hver måned. Vi vil gerne opfordre til, at alle bærer med. Også mindre beløb pr. måned – mange bække små, gør en stor å. 

Vil du gerne støtte ud over tiende og give gaver til mission eller til disse sidstnævnte unge, så begynd at give regelmæssigt. De allerfleste vælger at få deres bank til at kode dette ind som månedlig overførsel til kirkecenteret, påført formål.  Vær med – bær med – giv med.  Der er stor velsignelse ved at være med og udtrykke tro og taknemlighed til Gud – også på denne måde. Mangler du vejledning, kontakt enten Vagn Kristensen eller undertegnede.

Vores meget aktive børne- og ungdomsmedarbejdere har overgået sig selv igen. Både i de faste møder i Børnekirken og i ugens klubber. Sandelig, om ikke det blev til først det store Halløj i Parken – i juni. Og nu her i september, afholdt Meeting-Point og TeenCell en Mini-Halløj i ‘Drageparken’ – blokkene overfor Politi-stationen i Skolegade.

Over 50 børn mødte op og fik en fantastisk oplevelse. Men her stopper det ikke.

Julefesten i menigheden i år bliver en Mini-musical, som henvender sig til alle, og her vil der blive inviteret stort ud i nærområdet, bl.a. Drageparken.

Lovsangsgruppens Julekoncert 27. nov.- vil blive annonceret i disse områder – samt i hele regionen.

Julemarkedet lørdag d. 19. nov. vil også henvende sig til nærområdet, og overskuddet samt donor- og fondsmidler, vil blive omsat til julekurve til de hårdest trængende i nærområdet.

Alt i alt er vores lokale AKBU, den skønne Børnekirke, og de mange klubber samt Presence – ved at gøre et rigtig skønt fodaftryk i nærområdet og faktisk langt ud over dette.

I sandhed – mange hverdags tros-helte er i sving – både synligt og usynligt.

Rundt i byen og i hjemmegrupper bedes der, hænder lægges på, mirakler sker, og tro mig – når man tager sig tid til at lægge øret til, kan man kun begejstres over de mange bønnesvar og store ting, som Gud gør gennem den enkelte, der i tro rækker hjerte, hænder og fødder frem.

Mange andre frivillige gør deres trofaste gerninger – med rengøring, køkken, kaffe, minicafé, mødeværter, pedel-tjeneste, forbønsgrupper, Hjerte og Hænder-indsats, lovsang,  teknik, hjemmeside,  o.s.v.

Gud velsigne jer her i efterårets smukke blæst, regn og sol. Jeg vil betragte de smukke farver under turen gennem Tysklan, Østrig, Ungarn, Rumænien  og vende i Moldova.

På gensyn søndag d. 30. okt.

Søren Viftrup