Hvad vi tror

 

I Kirkecenteret Vejle søger vi Gud med passion og deler hans kærlighed gennem fællesskab, bøn og handling. Hos os har alle en plads, og vi inviterer dig til at opdage en tro, der styrker og forvandler. Læs mere om vores tro og bliv en del af et fællesskab, hvor Jesu kærlighed bringer håb og lys ind i hverdagen.

FAQ

Hvad tror
Vi på?

Vi tror på en Gud, der eksisterer i tre personer: Faderen, Sønnen (Jesus Kristus) og Helligånden, denne lære er  også kaldet “Treenigheden”. Denne lære er et mysterium, der overstiger fuld menneskelig forståelse, men det er helt centralt i klassisk kristendom. 

Selvom de er tre distinkte personer, deler de samme guddommelige natur og arbejder i perfekt enhed.

1. Faderen er skaberen og kærlighedens ophav.
2. Sønnen blev menneske for at frelse os gennem sin død og opstandelse.
3. Helligånden bor i os, vejleder og giver åndelige gaver.

Treenigheden viser Guds mangfoldige måde at være nærværende i vores liv på. 

At lære Gud at kende, er at lære Jesus at kende, for i ham ser vi Guds karakter, kærlighed og vilje åbenbaret for os. Johannesevangeliet 14:9 siger Jesus til disciplen Filip: “Den, der har set mig, har set Faderen.

Vi tror, at absolut sandhed eksisterer, fordi vi tror på en Gud, der er konstant og uforanderlig – sandheden selv.

Bibelen fortæller, at Jesus siger: “Jeg er vejen og sandheden og livet” (Joh. 14:6), hvilket peger på en objektiv sandhed uden for os selv.

Vi kan lære denne sandhed igennem åbenbaring, som kommer fra Gud via Bibelen, fornuften, traditionen og erfaringen i det kristne fællesskab. Som kristne vokser vi sammen i tro og visdom. Dog erkender vi, at vi som mennesker er begrænset; vi ser “som i et spejl, i en gåde” (1 Kor. 13:12), og derfor har vi aldrig fuldt ud forstået hele sandheden i dette liv.

Bibelen er en samlet fortælling, der peger på Jesus og fungerer som vores højeste autoritet i lære og liv. Den er skrevet af mennesker gennem tiderne, men inspireret af Gud, så deres ord formidler Guds vilje.

Vi har et konservativt syn på Bibelen, hvilket betyder, at vi først og fremmest søger at forstå, hvad teksten betød i sin oprindelige sammenhæng.

Når vi fortolker, er det vigtigt at tage højde for historiske og kulturelle baggrunde, så vi trofast kan anvende Bibelens budskab i dag. På den måde bliver Bibelen en levende vejledning for tro og efterfølgelse af Gud.

Vi anvender forskellige oversættelser, både den autoriserede version og Hverdagsdansk, for at gøre Guds ord forståeligt og levende for alle.

Umiddelbart vil nogle påstå, at tro og viden er hinandens modsætninger. Vi tror tværtimod, at tro og viden supplerer hinanden rigtig godt. Tro kan give os en dybere forståelse af vores formål, hvor videnskaben beskriver, hvordan tingene fungerer omkring os. Faktisk er det praktisk talt umuligt at lære Gud at kende uden tro, da tro inviterer os til at se ud over det, vi kan måle og bevise, og ind i det, vi håber på og længes efter.

Viden bygger grundlæggende på tillid til evidens, men kræver i sidste ende også en vis form for tro – tro på, at vores sanser er pålidelige, at universet fungerer efter stabile naturlove, og at vores logik holder. Tro og viden er derfor ikke hinandens modsætninger, men to sider af samme sag, hvor vi søger at forstå både skaberværket og skaberen.

Troen giver os perspektiv på, hvorfor vi eksisterer, og videnskaben viser os, hvordan skaberværket er struktureret. Mens videnskaben kan afsløre meget om det fysiske univers, kan den ikke besvare de dybeste spørgsmål om mening, værdier og formål. Her tilbyder tro en forståelse, der rækker ud over det synlige, og som kan give håb, stabilitet og en oplevelse af mening, selv når alt andet ryster.

Tro og viden kan sammen åbne vores sind for en helhedsforståelse af livet, hvor vi både kan forstå verden og samtidig søge en dybere relation til Gud.

Frelse i kristendommen handler om Guds kærlighed og nåde, som kommer til udtryk gennem Jesu offer på korset. Jesus døde og opstod for at frelse os fra syndens og dødens magt, fordi vi som mennesker ofte ikke slår til og ikke kan leve op til Guds fuldkomne standard. Vores egen indsats er utilstrækkelig, og derfor har vi brug for Guds hjælp.

I Romerbrevet 10:9 står der: “Hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.” Frelse er dermed ikke noget, vi kan opnå gennem egne handlinger, men en gave, som vi modtager i tro og taknemmelighed. Når vi modtager frelsen, fører det os ind i et nyt liv under Guds kærlige herredømme, hvor vi kan vokse i troen og i fællesskab med ham. Dette liv i Kristus er ikke blot en engangsbegivenhed, men en fortsat rejse, hvor vi med Guds hjælp styrkes og fornyes hver dag.

Som kristne har vi et håb, der er både et “allerede” og et “endnu ikke.”

Jesu opstandelse giver os en forsmag på Guds genoprettende kraft her og nu. Vi kan opleve håb, fred og fornyelse i vores liv i dag, fordi Jesus har overvundet døden. Men håbet bliver først fuldt ud virkelighed i evigheden, hvor Gud vil skabe “en ny himmel og en ny jord,” som det står i Johannes’ Åbenbaring. 

Vi lever derfor i spændingen mellem, hvad der allerede er begyndt gennem Kristus, og hvad der endnu ikke er fuldt åbenbaret – en fremtid hvor alt bliver fuldkomment genoprettet.

Vi tror, at Helligånden kan give os åndelige gaver. Det læser vi om i Bibelen, f.eks. i Romerbrevet: “Vi har forskellige nådegaver efter den nåde, der er givet os” (Rom 12,6). Helligåndens gaver gives til os for at opbygge menigheden og styrke troen og kan omfatte evner som profeti, helbredelse, tungetale, visdom, kundskab, tro, evnen til at tyde tungetale, hjælp, vejledning og skelnen mellem ånder. Vi tror, at Gud taler til os og leder os i dagligdagen gennem disse gaver, og at Helligånden aktivt virker gennem de troende.

Åndelige gaver er ikke givet til det enkelte menneskes ære eller personlige fordel, men til fællesskabets opbyggelse og til at vise Guds kraft iblandt os. En af Kirkens centrale værdier er “Sund Karismatik,” hvilket betyder, at gaverne skal anvendes ansvarligt og i overensstemmelse med kirkens vejledning. Historisk set har karismatiske gaver nogle gange ført til splittelser og usund praksis, når de blev brugt uden ansvarlighed. Derfor er det vigtigt, at den enkelte står til ansvar overfor kirkens lederskab og fællesskab.

Jesus understregede selv betydningen af kærlighed og enhed: “Derpå kan I kende, at I er mine disciple, at I har kærlighed til hinanden.” Dette kærlighedsbud er grundlæggende for, hvordan vi forvalter Åndens gaver. Når vi bruger dem i kærlighed og med ydmyghed, bidrager de til at skabe enhed, vækst og et stærkt vidnesbyrd om Kristus i verden.

Kirken er mere end en bygning; det er et fællesskab af troende, kaldet sammen for at ære Gud og dele hans kærlighed hinanden og verden.

En har sagt, at “Kirken er verdens håb,” og det er fordi kirken bærer budskabet om Jesus Kristus – verdens lys og frelse. Gud har valgt at bruge kirken til at være hans hænder og fødder på jorden, hvor mennesker opmuntres og støttes i deres tro, og nye får mulighed for at lære ham at kende. Gennem kirken kan vi vokse åndeligt, tjene andre og leve ud fra Jesu befaling om at gøre disciple af alle folkeslag (Matt. 28:19).

Vi tror ikke, at vi er den eneste rigtige kirke; vi er blot ét udtryk for kirke fællesskab. Vores ønske er, at alle finder en kirke, hvor de føler sig hjemme og kan vokse i troen. Vi opmuntrer derfor til at søge et åndeligt hjem, hvor fællesskab og tro kan blomstre.

I Kirkecenteret Vejle har vi ikke sakramenter på samme måde som i andre kirker. Vi tror dog på, at nadver og dåb er vigtige handlinger, men som primært er symbolske.

Dåben er en offentlig bekendelse af tro, hvor den døbte viser sin beslutning om at følge Jesus og tage del i det kristne fællesskab.

Nadveren er en højtidelig måde at mindes Jesu offer på og fejre fællesskabet med ham og hinanden.

Begge handlinger er symboler på, hvordan Gud er nærværende og arbejder i vores liv og fællesskab, og de minder os om hans kærlighed og genoprettelse.

en_USENG
Logo Kirkecenteret Vejle

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, vurdere brugen af de enkelte elementer på Kirkecenteretvejle.dk og til at støtte markedsføringen af vores services. Ved at benytte kirkecenteretvejle.dk accepterer du vores brug af cookies.